7539 3266 mail@vesttryk.dk

 

Vest Tryk er et familieforetagende, som blev stiftet i 1978 af Poul Bløcher. 
Det hele startede hjemme på gården i et lille værelse, hvorfra Poul kørte ud til kunder/emner bevæbnet med kuglepen og blok i en gammel VW-K70.
H
jemmekontoret omfattede jo dengang ikke en PC, men man kom langt med en kuglepen og ordresæt med mange gennemslag.

Design til blanketterne blev oftest tegnet op i hånden, og korrekturerne foregik i sort/hvid og pr post. Det var med at holde tungen lige i munden når man skulle læse korrektur og forestille sig farvernes samspil, og selvsagt skulle der afsættes mere tid til korrekturgang når det hele foregik pr brev. Men det gik jo. 
Postkorrekturen blev med tiden overhalet af fax når man kunne nøjes med det. 
Så kom der pludseligt også et klods af et edb-møbel ind og stå på det ene kontor, og hvor den primære opgave var at styre ordrerne og køre bogholderiet.
Det var noget af et monstrum, og det tog nærmest 24 timer at gennemføre en månedsafslutning.

Tja, tiden har i hver sine perioder haft hver sine udfordringer, 

Den 5. marts 1993 omkom vores dengang 50-årige far i en bilulykke, og vi 3 ældste i børneflokken blev kastet ud i at videreføre ”fars firma”, med Thomas som daglig leder.

Heldigvis havde Charlotte og Thomas deres gang i firmaet. Stig kom hjem og bistod.

De gode medarbejdere fortsatte, og vi fik nogle gode medarbejdere ind. Herunder Mogens Hansen ”gamle Hansen” som skulle tage over efter vores far på landevejen. 
På det tidspunkt var vi jo ret unge og uerfarne, og virksomheden fortsat en mellemting mellem en privat bolig og et kontor, men også et lager for hulkort og endeløse baner i alle formater, stablet fra gulv til loft. 

Tiden gik sin gang, og vi har i stille og roligt tempo, og i det tempo der har passet os, udviklet forretningen. 
Vi har siden ansat flere super-loyale medarbejde, som af en eller anden mystisk årsag ofte bliver hængende, og vi hænger på dem. 
Vi har i en årrække nu været et sted omkring 7-8 medarbejdere, og har egentligt ikke ønsker om at være større, for nu at sige det som det er.
Vi er store nok til at kunne tage hånd om alle vores kunder, og løse både store og små opgaver med den ønskede service og nære kontakt.

I 2009 flyttede vi over på den anden side af vejen, og har i dag et stort og lyst kontormiljø.
Æskerne står stadig fra gulv til loft, men nu på lager-reoler.
I
 dag er det ikke endeløse baner og hulkort, som det var i gamle dage, men andre produkter, samt varer hvor vi agerer en slags fjernlager på flere kunders opgaver.

Glistrup-bunkerne som vores far administrerede i gamle dage på hans skrivebord har Thomas videreført i bedste stil.
Nogle vil nok, i mangel på respekt for historikken, sige at det er videreført i værste stil. 
Hvis Poul kiggede ned på os i dag, ville han nok kunne genkende en del af det fædrene DNA 😊

Og mon ikke han (selvom han nok ikke ville sige det til os), også lige ville fortælle nogle af de andre deroppe/dernede, at ”det der firma Vest Tryk, det var sgu noget jeg startede, og mine børn har ført det videre efter mig”. For dernæst at tænde en grøn Cecil uden filter, smøge skjorteærmerne op om hans blege kontorarme, og køre ud mod horisonten i en bil med overfyldt askebæger og chokoladebarer på passagersædet, en solbeskinnet dag, med den ene albue ud af vinduet, og sugende på cigaretten og tænke store tanker, eller måske bare udtænke køreturen frem til den bedste pølsevogn på hjemvejen…